Mange forestiller sig, hvordan det vil være at bestige et bjerg som kilimanjaro. Men har man aldrig besteget et bjerg før, så kan det være svært at vide hvordan en dag på Afrikas højeste bjerg rent faktisk foregår. Derfor har vi her beskrevet en typisk dag på vej op af Afrikas tag.
Morgen på Kilimanjaro
Det rumsterer udenfor teltet. Først en let puslen, som efterfølges af livlige stemmer. Der går ikke længe, før den karakteristiske lyd af en lynlås, der bliver åbnet, lyder igen og igen. Det er koldt udenfor soveposen, men den bliver alligevel lynet ned.
Nu rusker det let i teltet. ”God morning! Bed tea?” spørger en glad stemme, mens teltet bliver lynet op, og den friske luft siver ind. ”Sugar?”
Ja tak!
Han stiller koppen i teltåbningen med et smil og går videre til næste nabo. Koppen luner fingrene. Den er af metal og leder varmen godt i den kolde morgen. Efter teen er det tid til at pakke sammen. Soveposen bliver som regel proppet ned i posen, for det går hurtigere end at rulle den, men alle andre ting i teltet har sin faste plads, når de skal tilbage i tasken. Ellers er det jo umuligt at finde noget.
Teltet er tømt, taskerne pakket, de bliver samlet i en bunke midt i lejren, så bærerne kan binde dem sammen til en hjemmelavet rygsæk. Så er det tid til morgenmad. Spiseteltet er stort nok til, at alle kan få en plads ved bordet, men det hænder, at jorden under det er så ujævn, at den en side må passe på ikke at læne sig for langt tilbage i stolene. Sådan er det på en bjergskrænt.
Stemningen er høj, det summer af forventning i teltet, mens fadet med pandekager og spejlæg går på omgang. Så kommer grøden ind. Der er nok til alle og mere til. Mad er det sidste, der må mangle på Kilimanjaro.
Efter morgenmaden forsvinder spiseteltet på mystisk vis på et splitsekund, de små telte er allerede forsvundet, og så er lejren igen blevet til bar jordbund. Det er ikke magi, bare et rutineret hold af østafrikanske supermænd, for hvem turen op og ned ad Afrikas højeste bjerg er hverdagskost og derfor effektiv rutine.
Formiddagen på Kilimanjaro
Vandringen derimod går mere afslappet, når gruppen står klar efter morgenmaden. Der er altid en, der lige skal have fyldt en ekstra flaske op, men det går alt sammen. Ingen hast op ad bjerget, pole pole, som de siger i Østafrika. Og de mener det. Kilimanjaro og fart hører ikke sammen.
Stierne snor sig langsomt opad, og de er som regel ikke stejle. Nogle steder ligger der store sten, som skaber en slags naturlige trappetrin, der må forceres for at komme videre. Sådan ser trapper kun ud, når naturen selv har skabt dem, men det er bedre på den måde – hvem gad at vandre helt til toppen af Kilimanjaro, hvis vejen lignede opgangen til en gammel Københavnerlejlighed?
Landskabet ændrer sig, jo højere gruppen kommer. Først kom de gennem junglen, hvor luftfugtigheden var høj og jorden mudret. Så blev junglen til åben hede, hvor busk og krat vokser lavt i den vulkanske jord. Et vulkankrater, fyldt op for millioner af år siden af egen lava, nu afkølet, udgjorde en næsten flad sti. Senere kommer den alpine ørken og øverst oppe, gletsjerzonen.
Skyerne trækker sig, og som med et fingerknips hænger en blå himmel over gruppen. De er højt oppe, luften er tynd, og solen har fået frit slag. Den bider sig fast, hvis den uopmærksomme vandrer glemmer solcremen.
Middag
Op ad dagen er det tid til frokost. Den pakkede køkkenholdet allerede i morges, og nu kommer den frem af rygsækkene. Igen summer det i forventning. Gruppen er sulten. Der er sandwich, hårdkogt æg, et kyllingelår, en juicekarton og en pakke kiks, det varierer en smule fra dag til dag. Udsigten er fantastisk. Kilimanjaros åbne flanker og måske endda et lag skyer under dem. Maden smager bare bedre heroppe.
Omkring dem skifter landskabet igen, og når gruppen timer senere når frem til lejren, ser den slet ikke ud som den forrige. De har vandret fra en vegetationszone til en anden.
De fleste af teltene er allerede sat op. Bærerne kom før gruppen, selvom de har mere at slæbe på. Snart er alle telte rejst, og spiseteltet er åbent. Gruppen sætter sig til rette. De er trætte efter den lange, smukke dag på bjerget, hvor også solen har efterladt sit bid – havde man bare været mere påpasselig med den solcreme! Det må gøres bedre i morgen.
Udenfor spiseteltet lyder et rrååårk! De hvidnakkede ravne har fundet vej til lejren. De er en smule mindre end deres nordiske naboer, men de er ikke blege for at komme tæt på teltet.
Aften på Kilimanjaro
Der er stadig omkring en time til spisetid, men en god snack siger ingen nej til. Popkornene kommer på bordet. De er frisklavet og dufter fantastisk, så fadene bliver hurtigt tømt. Det gør ikke noget, der kommer bare flere. Spillekort bliver hevet frem, dem har en fra gruppen haft med. Godt tænkt!
Efter et par spil bliver aftensmaden serveret. I aften er der pasta på menuen. I går var det ris og kylling, og aftenen før, kartofler og kogte grøntsager. Det er ikke stor kulinarisk kunst, men så alligevel. Det smager fortræffeligt efter de mange timer på benene, og hvor mange af os ville kunne præstere noget så mættende og velsmagende her, midt ude i den vilde natur?
Der går ikke længe, før de første i gruppen begynder at trække sig tilbage til teltet efter aftensmaden. I bjergene står man op og går i seng, når solen byder det. Sollamperne, som en venlig køkkendreng har hængt op i spiseteltet, kan godt give lys nok til, at man kan se, hvad man putter i munden, men kortspil bliver svært. Desuden er folk trætte. Kilometerne har sat sig i kroppen, og det bliver koldt, når solen er gået i seng.
Nat
Tilbage i det lille telt bliver soveposen igen lynet op. Var man smart, fik man pakket den ud inden aftensmaden. Ellers bander man lidt nu, men der er ingen vej uden om. Kun det dejlige dun holder kroppen varm på Kilimanjaro.
Der er ro på bjerget, når natten falder på. I morgen fortsætter vandringen mod toppen af Afrika.